OSS (FAQ) for dk.kultur.sprog

Mange er i tvivl om hvornår de skal bruge de såkaldte nominativformer af de personlige stedord (personlige pronomener):

• jeg, du, hun, han, den, det, vi, I, de

og hvornår akkusativformerne:

• mig, dig, hende, ham, den, det, os, jer, dem.

Usikkerheden skyldes at der er to konkurrerende og indbyrdes modstridende normer at tage hensyn til.

Norm 1

Nominativformerne bruges til grundled (subjekt), mens akkusativformerne bruges i alle andre tilfælde.

Norm 2

Nominativformerne bruges til grundled hvor stedordet ikke nødvendigvis er trykstærkt, mens akkusativformen bruges til obligatorisk trykstærke grundled, samt alle andre led.

Norm 1 er den oprindelige og bedst kendte, men norm 2 har lige så stille vundet indpas i sprogbrugen igennem mange år og ender nok med at blive den dominerende.

Det som giver problemer, er især:

1. Grundled hvor et stedord efterfølges af en apposition eller et adled som fx en relativsætning:

   [11]	Ham roden derhenne går nu.
   [12]	Hende med det røde hår ser godt ud.
   [13]	Dem som elsker solskin, har noget at glæde sig til.

   Se også eksemplerne 1-4.
2. I rudimentære ledsætninger efter sammenligningsbindeordene "end" og "som":

   [14]	Jeg har andre behov end dig.
   [15]	Jeg er lige så høj som hende.

   Bemærk at eksempel 14 nu er tvetydigt, hvad det ikke altid har været!
3. Grundled med "og":

   [16]	Min kone og mig går tit i biografen.

Norm 2 er nu dominerede i tilfældene a) og b), men med store variationer afhængig af sprogbrugeren, sætningstypen og situationen. Norm 2 er ikke alment accepteret i tilfælde c).

I nogle tilfælde bruges nominativformerne hvor man skulle forvente akkusativformer:

[17]	Det glæder min kone og jeg at I kunne komme.
[18]	Det her er svært at forklare, også for vi der kan stoffet.

Eksempler som disse opstår som hyperkorrektioner hvor den talende retter sig selv for at undgå fejl, men netop derved kommer til at lave fejl!

Men sætninger som nr. 19 anses for helt korrekt:

[19]	Læreren roste de af børnene som kunne lektien.

Jeg vil gætte på at det i sådanne tilfælde skyldes afsmitning fra:

[20]	Læreren roste de børn som kunne lektien.

Her er "de" ikke et stedord (pronomen), men det bestemte kendeord (artikel), og derfor indiskutabelt.

(BJ)