1. Gruppenavn: dk.edb.internet.webdesign.ris+ros 2. Beskrivelse: Konstruktiv kritik af websiders design og indhold 3. Fundats: Formålet med denne gruppe er at give webdesignere mulighed for at få bedømt deres værker, det være sig enkeltsider, personlige homepages eller professionelle sider. *** Til designere Erfaringer fra dk.edb.internet.webdesign viser at nogle designere kun er interesseret i ros. Skulle dette være tilfældet, henvises til gruppen dk.opslag.internet. Beder man om kritik, skal man være forberedt på modtage det. Dette indbefatter at en designer har pligt til at følge med i den tråd, der eventuelt startes af hans indlæg. Erfaringer fra dk.edb.internet.webdesign viser at nogle kritikere blot ignorerer de hjælpsomme kommentarer, der gives. Dette er i sagens natur ekstremt uhøfligt. Når en designer benytter nogle af de råd der gives, og retter på sine sider, skal han være velkommen til at bede om yderligere kommentarer. Han opfordres dog til at gøre dette i den tråd det oprindelige indlæg startede, så gruppen undgår en masse tråde, der grundliggende handler om de samme sider. Ønsker designeren kun bestemte former for kritik, skal dette angives. Eksempelvis er nogle designere ikke interesserede i at høre argumenter mod brugen af frames, mens nogle kritikere ser dette som et væsentligt punkt under bedømmelsen af en side. Denne kombination fører ofte til lange diskussioner, der har meget lidt med designerens aktuelle produkt at gøre. Skulle en sådan situation alligevel opstå opfordres parterne til at flytte diskussionen til dk.edb.internet.webdesign, hvor den hører hjemme. Eksempler på typer af anmodninger om kritik kunne være: * Hvordan synes I min side ser ud i IE4.0 og NN4.0? Jeg er ligeglad med ældre browsere! * Jeg vil gerne have lidt feedback, dog ikke på mit valg af frames: Det står fast. * Virker min side i alle browsere? Jeg er meget bekymret for om nogle personer går glip af den. * Jeg vil gerne have generel kritik af min homepage. * Hvad synes I om grafikken på mine sider? Er den pæn nok, fylder den for meget? * Jeg vil gerne have lidt feedback på indholdet af mine sider. Udseendet er jeg ikke færdig med endnu. * Hvad synes I om min Flash-animation? Følgende formulering er _ikke_ god, såfremt man ønsker specifik kritik: * Ser mine sider godt ud? Svaret på dette afhænger af kritikerens kriterier for 'godt'. Nogle personer mener f.eks. at en side kun ser godt ud, hvis den præsenteres fornuftigt i ældre browsere. Dette er ikke nødvendigvis designerens kriterie, da denne ofte mener "Ser mine sider godt ud hvis I bruger de nyeste browsere fra Microsoft eller Netscape?". Det er absolut frivilligt om man vil have specifik eller generel kritik. Designeren opfordres til at skrive et par ord om sine sider, så en eventuel kritiker lettere kan tage stilling til om den ligger inden for hans interesseområde. Eksempler kunne være: * "Gider I komme med lidt generel kritik? Siderne handler om sommerfugle og har ligget på WWW de sidste 2 år, så jeg synes det er på tide de får en overhaling.". * "Gider I sige om min side ser flot ud i IE4.0 og NN4.0? Jeg har lige lavet den og ved ikke rigtig hvad for noget indhold jeg vil putte på den, så foreløbig er det bare udseendet.". På samme vis opfordres designere til at vælge en passende overskrift (subject) til deres indlæg. "Kritik ønskes" er meget lidt informerende i denne gruppe. Eksempler kunne være "Vinsiders udseende", "Kritik af frimærkesider ønskes", "Fejl i min HTMLGuide?" eller "Hvordan gør jeg mine filmsider pænere?". *** Til kritikere Gruppen er udelukkende beregnet på konstruktiv kritik! Blot fordi en person beder om kritik er det ikke ensbetydende med at nedrakning er i orden. Kritikere opfordres stærkt til, hvor dette er muligt, at komme med løsningsforslag til problemer de opdager, i stedet for blot at påpege dem. Eksempelvis er "Du har glemt , så Netscape Navigator vil ikke vise din side" meget bedre end blot "Jeg kan ikke se din side i Netscape Navigator". Dette kan naturligvis kun gøres, såfremt kritikeren kender til en løsning. Dette skal endelig ikke forstås som om gruppen blot er til teknisk kritik. Enhver er velkommen til at give sit besyv med, så længe det sker konstruktivt. Et eksempel på mindre teknisk kritik kunne være "Jeg synes dine farver er gode, men måske skulle du bruge en lidt lysere nuance af blå som baggrund?". *** Gruppen er ikke til: * Reklamer for egne sider, disse henvises til dk.opslag.internet. * Generelle diskussioner om webdesign, disse henvises til dk.edb.internet.webdesign * Jobannoncer (både søges og tilbydes), disse henvises til dk.opslag.stillinger. * Køb & salg, disse henvises til dk.marked.*. * Vedhæftede filer (billeder, aktuelle sider eller andet), disse henvises til dk.binaer. 4. Begrundelse: Under udvikling af materiale til WWW er det naturligt at bede andre mennesker om en bedømmelse af dette. 5. Eksisterende trafik: En løselig optælling af oktober måneds indlæg i gruppen dk.edb.internet.webdesign gav 170 tråde, hvoraf de 43 omhandlede feedback på websider. En forespørgsel om eventuel oprettelse af en undergruppe til kritik af websider gav 12 positive tilkendegivelser og 3 negative. 6. Forslag til navn(e): 'Ris+ros' (som undergruppe til dk.edb.internet.webdesign). Et andet umiddelbart oplagt navn er 'kritik', men dette ord har for nogen en negativ klang. Ris+ros er lige så beskrivende, men er mere positivt. 7. Moderering: Nej 8. Forslagsstiller: Toke Eskildsen 9. Debatperiode: 06-11-98 - 07-12-98